Wagner voksede op i en kreativ og musikalsk familie, hvor han tidligt udviste en stor interesse for musik. Han begyndte at lære klaver og musikteori som barn og begyndte at komponere sine egne værker i en tidlig alder. I 1831 begyndte han sine musikstudier på Universitetet i Leipzig og fokuserede primært på komposition.
Tidligt i sin karriere blev Wagner påvirket af den tyske romantiske bevægelse og dens fascination af nationale legender og historiske temaer. Dette tema ville senere komme til at præge mange af hans mesterværker. Wagner udviklede også en dyb interesse for opera og begyndte at skrive librettoer til sine egne værker.
I 1833 blev Wagner ansat som korleder i Würzburg, hvor han også dirigerede operaforestillinger. Hans tidlige kompositioner fik dog ikke meget opmærksomhed, og han led af økonomiske vanskeligheder. Trods dette fortsatte han med at skrive og eksperimentere med nye musikalske ideer.
Det var imidlertid i 1842, at Wagner fik sit store gennembrud med operaen “Rienzi”, der blev uropført i Dresden. Operaen blev godt modtaget af både publikum og kritikere og etablerede ham som en talentfuld komponist. Wagner fortsatte sin succes med operaen “The Flying Dutchman” (1843), der også blev en betydelig succes.
I midten af 1800-tallet begyndte Wagner at udvikle teorien om “Gesamtkunstwerk” eller “totalværk”. Ifølge denne teori skulle opera være en fusion af musik, poesi, scenografi og teater. Han ønskede at skabe en totaloplevelse for publikum, hvor alle kunstformer arbejdede sammen for at skabe en enestående oplevelse.
Wagner nåede sit højdepunkt med den monumentale opera “Der Ring des Nibelungen” (Nibelungens Ring), der består af fire separate operaer: “Das Rheingold” (Rhinguldet), “Die Walküre” (Walkyren), “Siegfried” og “Götterdämmerung” (Gudernes skumring). Værket, der fortæller en mytologisk historie om guder, helte og magiske ringe, tog ham mere end 20 år at fuldføre.
Opførelsen af “Der Ring des Nibelungen” var en enorm udfordring både kunstnerisk og logistisk. Wagner designede selv et specielt teater, Bayreuth Festspielhaus, der blev bygget til formålet med at opføre hans værker. Han var også involveret i alle aspekter af produktionen og sørgede for, at hans vision blev gennemført til mindste detalje.
Wagners senere værker, herunder operaerne “Tristan og Isolde” (1865) og “Die Meistersinger von Nürnberg” (Mestersangerne i Nürnberg) (1868), fortsatte med at udforske komplekse musikalske ideer og psykologiske temaer. Hans musik blev karakteriseret ved lange, strømmende melodier og brugen af ”leitmotiver” – musikalske temaer, der repræsenterede bestemte karakterer, steder eller ideer.
Richard Wagner døde den 13. februar 1883 i Venedig, Italien, men hans indflydelse på musikken og teatret lever videre. Hans værker har inspireret generationer af komponister og teaterfolk og hans teorier og idéer om “Gesamtkunstwerk” er stadig relevante i dag.
Selvom Wagner også havde kontroversielle politiske og personlige synspunkter, er det hans musikalske arv, der forbliver hans største bidrag til kunstverdenen. Hans evne til at skabe store og følelsesmæssigt intense musikalske værker har gjort ham til en af de mest respekterede og diskuterede komponister i historien.